4. april kom der endelig den længe ventede regn. Der kom næsten 3 gange så meget regn på en enkelt dag, som i hele marts måned. I marts fik vi i alt 5,1 mm regn, så mandagens regn med 15 mm var hårdt tiltrængt.
Dagen forinden var der heldigvis kommet en lille mængde på 1,5 mm, som vi kan håbe har været med til at opbløde og fugte de øverste tørre jordlag, så den store mængde ikke bare blev afledt på overfladen uden at kunne trænge igennem støvet.
Og resten af ugen kom der endnu mere – noget af tiden som sne, som dog ikke fik lov til at ligge længe før det var smeltet.
8,8 mm. d. 6. april startede som sne, og det sludrede langt om ad dagen. Altså når man siger at det regner når det er regn, der kommer – sner når det er snevejr og hagler når det er de små hvide hagl der hamrer ned, så må det jo hedde sludrer, når det er slud der kommer – det er jo logik for burhøns.
11 mm. til d. 7. april, og ugen er ikke slut endnu. Vejrudsigten byder ikke på så meget mere i denne uge, men mon ikke det er nok til at få planterne til at gro.
Regnvandsbedene og nedsivningsarealerne har i hvert tilfælde fået noget at drikke.